TOOL Denmark og HOUNÖ

Specialværktøj, der gør produktionen enklere

Hos HOUNÖ produceres professionelle kombiovne til storkøkkener blandt andet til hospitaler, restauranter og professionelle køkkenmiljøer. Produktionen bygger i høj grad på pladematerialer, præcision og effektive arbejdsgange.

 

Når der opstår behov for specialværktøj, der kan forenkle processer eller forbedre produktionsflowet, er TOOL Denmark en fast samarbejdspartner.

Når én proces kan erstatte flere

For HOUNÖ handler effektiv produktion ikke kun om det færdige resultat, men også om vejen dertil. Jo mere ensartet og enkel en proces kan gøres, desto bedre bliver grundlaget for kvalitet, flow og gentagelsesnøjagtighed.


Derfor arbejder HOUNÖ og TOOL Denmark med løsninger, der kan samle flere arbejdsgange i én. Det kan eksempelvis være specialværktøj, som gør det muligt at bearbejde et emne på én gang i stedet for ad flere omgange.


For HOUNÖ giver det både større ensartethed og mulighed for at producere hurtigere. Små ændringer i processen kan dermed få stor betydning for den samlede effektivitet.

Et samarbejde bygget på kendskab

Samarbejdet mellem HOUNÖ og Claus Hansen, salgschef/ejer hos TOOL Denmark, går langt tilbage. Jesper Halkjær, Production Engineering hos HOUNÖ, kendte allerede Claus, før samarbejdet fik den form, det har i dag. Det lange kendskab betyder, at dialogen ikke starter fra nul, når TOOL Denmark bliver involveret i en opgave. Claus kender både HOUNÖs produktion, maskinerne og de krav, værktøjerne skal leve op til i praksis.


“Han kender rigtig godt vores produktion, og han kender også rigtig godt de maskiner, de værktøjer skal køre i. Det er en kæmpe fordel for mig” siger Jesper.


Den fælles forståelse gør samarbejdet mere effektivt. Når der opstår en udfordring, kan parterne hurtigt komme ind til kernen og tale om mulige veje frem.

Sparring, der flytter fokus

HOUNÖ fremhæver især TOOL Denmarks evne til at komme med input, når en opgave ikke har en oplagt løsning.
I produktionen kan man nogle gange låse sig fast på én bestemt måde at gribe en opgave an på. Her oplever HOUNÖ, at TOOL Denmark kan udfordre tankegangen og bringe nye muligheder i spil eksempelvis ved at foreslå små ændringer på et emne, så værktøjsløsningen bliver enklere.


“De er gode til at flytte vores fokus, hvis vi måske har låst os fast i en løsning. På den måde får vi flere idéer på bordet, så vi får lavet den gode løsning til sidst,” fortæller Jesper.


For HOUNÖ er TOOL Denmark derfor ikke kun leverandør af værktøj, men en sparringspartner, der er med til at kvalificere løsningen, inden den bliver realiseret.

Ét værktøj, flere muligheder

Et konkret eksempel fra samarbejdet handler om et presværktøj, hvor HOUNÖ oprindeligt stod over for flere arbejdsgange. TOOL Denmark foreslog at kombinere processen, så opgaven kunne løses på én gang.
Samtidig skulle løsningen kunne bruges til forskellige emnetyper med lidt forskellige udformninger. Her foreslog TOOL Denmark en løsning med flytbare segmenter i værktøjet, så samme princip kunne anvendes mere fleksibelt.


Eksemplet viser, hvordan TOOL Denmark bidrager med mere end selve værktøjet. Værdien ligger i at tænke med i opgaven og finde en praktisk vej til en bedre proces.

Når opgaven kræver noget særligt

HOUNÖ bruger ikke nødvendigvis TOOL Denmark til alle standardværktøjer. På nogle områder har virksomheden andre aftaler, blandt andet fordi maskiner, software og værktøjsdata skal spille tæt sammen.
Men når opgaven bliver mere speciel, er TOOL Denmark en naturlig samarbejdspartner. Her får erfaringen, dialogen og evnen til at finde en brugbar løsning i praksis størst betydning. Det er i de situationer, TOOL Denmark bliver bragt ind: når opgaven kræver nytænkning og en løsning, der fungerer i produktionen.

Løsningsorienteret fra start til slut

Skal Jesper beskrive værdien af TOOL Denmark med ét ord, er det “løsningsorienteret”.

 

Selv når den første idé ikke bliver den endelige løsning, oplever HOUNÖ, at TOOL Denmark altid bidrager med noget, der bringer opgaven videre.

 

“Hvis man kommer med en opgave, så kommer der altid et løsningsforslag frem. Det kan godt være, det ikke er det, man ender med, men man får i hvert fald en god motivation til at komme videre med opgaven,” siger Jesper Halkjær.


For HOUNÖ er det kombinationen af produktionskendskab, praktisk forståelse og konstruktiv sparring, der gør TOOL Denmark til en værdifuld samarbejdspartner.

Claus Hansen
Salgschef / Ejer
Per Nobel
Direktør / Ejer

Har du brug for hjælp til
en opgave eller har du
spørgsmål, så tag fat i
os i dag.